Bæredygtigt Landbrug forsøger at skræmme forskere fra at deltage i debatten

Bæredygtigt Landbrugs sagsanlæg mod Stiig Markager viser, at de forsøger at knægte forskeres ytringsfrihed, og det virker. De færreste forskere orker intimideringen og vil gerne kunne sove roligt om natten, skriver lektor Jens Borum i dette debatindlæg

Som omtalt i Information 1. oktober lægger Bæredygtigt Landbrug sag an mod professor på Aarhus Universitet Stiig Markager. Det gør de, fordi Markager bl.a. har udtalt, at kvælstofudledningen, som tilføres havet, er steget i perioden 2010 til 2017.

Stævningen er kulminationen på en lang serie af tilsvininger af Stiig Markager fra Bæredygtigt Landbrug og foreningens rådgivere.

Sagsanlægget er besynderligt af flere årsager.

For det første, fordi Markager åbenlyst har ret i sin konklusion. For det andet, fordi faglig uenighed ikke skal afklares i retten, men igennem en åben diskussion om data og analyser. Og for det tredje, fordi Bæredygtigt Landbrug med sin stævning anfægter Stiig Markagers ret til at ytre sig.

Jeg har ligesom Markager testet udviklingen i kvælstofudledningen til havet baseret på data udleveret af Aarhus Universitet, som står for overvågningen. Disse data viser helt klart en statistisk signifikant stigning i kvælstofudledningen i perioden 2010 til 2017, uanset om man anvender lineær regression eller såkaldt Spearman Rank-korrelation, der er noget mere konservativ.

Stiig Markager har altså ret. Men måske handler det slet ikke om fakta.

Helt åbenlyst forsøger Bæredygtigt Landbrug at skræmme folk fra at deltage i debatten – indimellem bakket op af Landbrug & Fødevarer og endda også af andre forskere fra Aarhus Universitet. Og det virker.

Meget få forskere ønsker at deltage i den offentlige debat trods stor faglig indsigt. De orker bare ikke intimideringen og vil gerne kunne sove roligt om natten.

Lysten bliver heller ikke større, hvis universiteternes ledelser ikke bakker op om medarbejdernes ret og pligt til at deltage i debatten. Deres forskere skal ikke nødvendigvis være enige. Men hvor er universitetets ledelse i kampen for den enkelte medarbejders ytringsfrihed?

Bæredygtigt Landbrug går efter manden og ikke efter bolden, mens både kolleger og universitetets ledelse i bedste fald ser stiltiende til.

Uanset om man af uransagelige grunde måtte være uenig i Stiig Markagers vurdering, bør alle kæmpe for hans ret til at fremkomme med den og bekæmpe Bæredygtigt Landbrugs forsøg på at knægte hans ytringsfrihed.