Karin Dahl Hansen
Dette er en leder.
Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.
Kontanter sikrer mod overvågning og begrænser bankers magt
Da det offentlige besluttede, at brevveksling med borgerne skulle forgå digitalt, var det reelt dødsstødet for postvæsenet. Postmængden, der i forvejen var faldende, tog et brat dyk, posten blev ikke til at regne med, og dermed valgte flere den fra. I dag oplever mange, at postvæsenet de facto er afskaffet.
På samme måde er det nu ved at gå med mønter og sedler. Også her er der stærke kræfter på spil, og senest har Jyske Bank foreslået, at kontanter afskaffes helt. Argumenterne står i kø. Danskerne er i forvejen i front, når det gælder betaling med kort eller mobiltelefon, og sikkerheden vil øges. Antallet af røverier mod kiosker og tankstationer vil falde, som det allerede er sket med bankrøverier, og desuden vil det blive sværere at begå kriminalitet, når alle pengetransaktioner kan spores.
Men der er grund til skepsis. Kontanter er er en stor tryghed for ældre, og børn har godt af at forstå, at penge ikke bare er tal på en skærm. Betalingskort er glimrende, men har man mere lyst til at handle kontant, skal man have lov til det. Som vi tydeligt har set de seneste år, efterlader vi os flere og flere digitale spor, som kan misbruges, og vil man købe cigaretter, alkohol eller flødeskumskager uden at banken – og måske på sigt også staten – skal kunne følge med, skal man have lov til det.
Jamen, de digitale transaktioner vil kunne afsløre kriminalitet, lyder indvendingen. Ja, noget sort arbejde vil sandsynligvis blive stoppet, men det er værd at huske på, at de store sager, man ser i disse år fra hvidvask til udplyndring af Skat ikke er foregået med danske plovmænd, men derimod via digitale transaktioner. Med andre ord – man vil ramme de små fisk, mens de større kriminelle for længst er blevet digitaliserede og nok skal vide at sno sig.
Endelig har bankerne de senere år vist, at de i høj grad er deres egen bundlinje nærmest, så man kan med rette frygte, at de vil benytte en kontantløs verden til at tiltage sig mere magt og skrue op for priserne.
Found at Kristeligt Dagblad
https://www.kristeligt-dagblad.dk/leder/nej-til-det-pengeloese-samfund